Løbeklub for 9. årgang trodser regn, rusk og mørke

Eleverne tilmelder sig selv til løbeklubben og starter en frisk vane

Regn, rusk og mørke er ikke en hindring for at løbeklubben for eleverne på 9. årgang mødes kl. 7.30 og tager deres ugentlige løbetur rundt om afd. Rosenlund og Skovlunde Bypark, så de kan være tilbage til dagens undervisning på afd. Rosenlund kl. 8.00.

Løbeklubben har allerede eksisteret i et års tid, og skal blive et tilbagevendende tilbud til eleverne på 9. årgang.

Udskolingslærer Daniel Vejling Appasamy fortæller: ”Formålet med løbeklubben er at give eleverne på 9. årgang oplevelsen af, at de selv kan gøre noget for at styrke deres krop. Samtidigt ser de, hvordan idræt og fysisk aktivitet kan danne rammer for nye former for fællesskaber. En ekstra bonus er også, at eleverne får mere energi til resten af skoledagen”.

Eleverne tilmelder sig selv til løbeklubben af egen interesse og tager dermed selv et selvstændigt initiativ til en måske blivende vane i deres fremtid.

Seneste nyheder