Køligt overblik gav is til afd. Lundebjerg

Rådet for Sikker Trafik anerkender skolepatruljerne i uge 5 – vinterens sureste uge – og derfor blev torsdag 26. juni en særlig sommerdag på Skovlunde Skole, afd. Lundebjerg

Skolepatruljen består af frivillige elever fra 6. klassetrin, der skoleåret rundt hjælper med at holde skolevejen så sikker som muligt for deres kammerater.

Rådet for Sikker Trafik arrangerer events hen over skoleåret for at give skolepatruljerne den store anerkendelse de fortjener for at stille op hver morgen før skoletid, også i mørke og kolde tider.

I uge 5 midt i vintermørket skal der ske noget ekstra og Rådet for Sikker Trafik arrangerer et online-event, hvor skolepatruljerne fra deres skoler bl.a. er med i en quiz.

Skolepatruljen fra afd. Lundebjerg holdt hovedet koldt og vandt quizen foran de øvrige skolepatruljer, og skaffede dermed gratis is til alle elever på afd. Lundebjerg.

Torsdag den 26. juni 2025 fik afd. Lundebjerg besøg af Hjem is-bilen, så alle kunne køle sig i sommersolen.

 

Seneste nyheder