Nyhedsbrev fra Skovlunde Skole Oktober 2024
Kære forældre på Skovlunde Skole
Her kommer skoleårets første nyhedsbrev, hvor jeg samler op på det første kvartal efter sommerferien.
Jeg har tænkt en del over formatet "Nyhedsbrev". Det er jo sjældent "nyheder", når det kun udkommer cirka fire gange om året. Men I skal se det som et indblik i de ting, der binder hele skolen sammen. Det er ofte det, der er relevant for flertallet. Jeg er sikker på, at I løbende får de nyheder omkring jeres børns klasser og afdelinger. Frem til næste nyhedsbrev kan jeg jo så tænke videre over, om jeg kan finde på en anden mere sigende titel end "Nyhedsbrev".
I kan i vedhæftede brev blandt andet læse om:
- Nyt fra skolebestyrelsen
- Hvordan det går med planerne for udvidelsen og ombygningen af afdeling Lundebjerg
- Hvad I kan forvente i forhold til "Meddelelsesbogen"
- Et par gode historier om indkøb af inventar og en nye legeplads
- Og som altid et par eksempler på alle de gode traditioner og aktiviteter, der bidrager til en fælles skole og en mere varieret skoledag
Jeg fremhæver denne gang projektet "Dansedrømme", hvor 8. årgang på afd. Rosenlund arbejdede med moderne dans på PILOT - torsdagene.
Det at kaste udskolingselever ud i en så svær genre kræver hårdt arbejde og mod af medarbejderne, det kræver dygtige instruktører og elever der er med på at bryde grænser. Temaet var "Kærlighed", og det varmede mit kulturelle hjerte at se forestillingen. Tak for oplevelsen.
På ledelsens vegne
Nana Walbum
Distriktsskoleleder