Plejecenter Rosenhaven og Afdeling Rosenlund i nyt parløb

Nyt parløb med Plejecenter Rosenhaven

Plejecenter Rosenhaven har ’adopteret’ en skoleklasse fra Afdeling Rosenlund. Det næste halve år skal de to naboer knytte tættere bånd, og det er en gevinst for både unge og gamle.

Foto: 5.F fra Skovlunde Skole, Afdeling Rosenlund, har indledt et samarbejde med det lokale plejecenter, Rosenhaven. Her er det Liva og Jonathan, der er i gang med at interviewe Hedda Pregel Rasmussen på 84 år til et portræt, de skal skrive om hende.

Det ligner en grå og trist tirsdag i Skovlunde. Men da dørene glider op til Plejecenter Rosenhaven, er der masser af liv og glade dage.
 
I spisestuen på afdelingen Anemonen går snakken lystigt. Ved en håndfuld borde sidder der to børn og interviewer en ældre beboer to og to. Børnene går i 5.F på Skovlunde Skole, Afdeling Rosenlund. Skolen og plejecenteret bor næsten dør om dør, men eleverne og de ældre kender ikke hinanden. Det skal der nu laves om på. 

Plejecenter Rosenhaven har nemlig sagt ja til at være med i en såkaldt adoptionsordning, som er et samarbejde mellem skolerne og det lokale erhvervsliv. Skolen bruger plejecenteret som inspiration og afsæt for undervisningen, og det giver eleverne en fornemmelse af, hvad skolen kan bruges til i virkeligheden. Omvendt kan plejecenteret bruge samarbejdet til at få mere liv på plejecenteret og skabe meningsfyldte aktiviteter for de ældre, som forebygger ensomhed.

Rosenhaven og Skovlunde Skole har i fællesskab stykket et forløb sammen, som består af fem besøg i alt, der løber hen over efteråret og kulminerer med julehygge og banko i december. I dag er det første besøg, og her skal eleverne interviewe de ældre, så de kan lave et portræt af dem. 

Levende historiefortælling
En af de ældre beboere, der gerne vil have et par yngre venner i lokalområdet, er Hedda Pregel Rasmussen på 84 år. Hun har valgt at invitere sine gæster helt ind i hendes egen lille etværelses på Afdeling Liljen. 

Liva og Jonathan fra 5.F sidder ude på kanten af stolene bøjet ind over sofabordet. De har forberedt en masse spørgsmål hjemmefra, men Hedda har også tænkt over noget, de kan tale om. Hun har nemlig fundet sit gamle fotoalbum frem, og sammen ser de på billederne fra Heddas besøg hos sin onkel i Amerika i 1961.

Det er spændende at høre om Heddas livs rejse. Men Jonathan er lige så nysgerrig efter at høre, hvor Hedda boede som barn. Det var på Amager. På nær under 2. verdenskrig, hvor Hedda som lille pige måtte flytte ned til noget familie på Sydsjælland. Hendes far var nemlig modstandsmand, så det var for farligt for Hedda at blive i København sammen med sin mor og far. Liv og Jonathan kigger på Hedda med store øjne og sluger hvert et ord.

Dagens besøg er bare først skridt
Tiden flyver hurtigt. Hedda, Liv og Jonathan når vidt omkring i deres samtale, og de har mange ting, de gerne vil vide om hinanden. Det første besøg er allerede slut, og Liva og Jonathan skal tilbage på skolen. På vej ud af døren er de enige med Hedda om, at det var godt, de kom. 

-Jeg får ikke så mange besøg, for de fleste, jeg kender, lever ikke mere. Så det var rart at få besøg i dag, siger Hedda Pregel Rasmussen.

Liva og Joathan nikker. 
-Det var spændende at høre om noget fra en anden tid. Især din historie fra 2. verdenskrig, siger Liva, inden de tager et billede af Hedda. Nu skal de tilbage på skolen og skrive et portræt af Hedda og tegne et billede af hende, som de kan vise til det næste besøg om en måned.  

Fakta

  • En adoptionsordning betyder, at en virksomhed/institution adopterer en skoleklasse i en periode på typisk 2-3 år.

Seneste nyheder